Her en beskrivelse af hvem jeg er og hvilken personlig rejse jeg har været på.
Jeg har altid været meget intuitiv og følsom. Jeg kommer fra en rimelig standard dansk kernefamilie, dog gik min mor hjemme og passede min bror og jeg. Derfor har jeg heller ikke gået i nogle institutioner som barn. Det er jeg i den grad taknemmelig for den dag i dag.
Da jeg startede i skole var det lidt af en omvæltning. Jeg ser et billede for mig, at jeg sidder midt i klassen og alle mine klassekammerater farer rundt og råber og skriger. Jeg er sådan lidt blæst bagover af al den larm og tummult. Min folkeskoleklasse udviklede sig til sådan et sted hvor alle var efter alle. Der var ikke en bestemt der blev mobbet, det var den der på en eller anden måde gjorde sig uheldigt bemærket. Det var altså bare om at gøre en god entre om morgenen og håbe at man slap fri.
For ikke at komme i klassens søgelys og blive “dagens offer”, udviklede jeg min egen taktik. Jeg byggede mig et panser for at beskytte mig mod de spydige angreb der kunne komme.
I min fritid havde jeg min ridning og da jeg fik min pony, fik jeg virkelig også et frirum. Ridningen fulgte mig i mange år og var det sted hvor jeg koblede af og fik energi og mentalt overskud. Efter folkeskolen var drømmen også at blive berider, men jeg blev ikke optaget på uddannelsen. Min første plan var at prøve igen året efter, i mellemtiden skulle der tjenes nogle penge både 10.000,- til ny prøve men også til de udgifter man nu engang har.
Karrieren.
Jeg fik job i produktionen hvor min far arbejdede. Jeg indså at der nok skulle noget mere til end 10.000,- til en ny optagelsesprøve til berideruddannelsen. Samt at den uddannelse nok også ville være for nedslidende. Jeg tog en teknisk designer uddannelse, fik job som tegner hos en større ventilations entreprenør. Jeg sugede en masse viden til mig, var et smut i et andet firma og kom tilbage efter et par år. Efter noget tid lukkede den afdeling jeg sad i og jeg blev fyret.
Det virkede som et naturligt step at blive projektleder, jeg havde jo en masse viden og erfaring. Den vej valgte jeg og var projektleder i godt og vel 6 år. Igen blev jeg overvældet af, at virkeligheden ikke var helt så imødekommende som jeg nok havde forventet. Altså vi snakker at vi har rundet 2011 og kvinders viden er åbenbart ikke lige så gyldig som mænds. Igen kæmpede jeg for min berettigelse og så mandelige kollegaer med ikke engang halv så meget viden som jeg, bare glider igennem opgaverne. Blot fordi der blev troet mere på deres kompetence alene pga. køn.
Igen blev det en kamp for at bevise mit værd og jeg sled mig selv op. Jeg kæmpede for at nå alle mine opgaver, havde til sidst en chef jeg ikke følte bakkede mig op. Denne kombination gjorde at jeg blev ramt af massiv stress. Jeg havde fået flere advarsler om stress fra min krop, men ikke set dem. Jeg kunne dog mærke at jeg ikke længere skulle være projektleder. Jeg søgte væk for at få nogle mere “Back Office” opgaver, hvor jeg kunne bruge min viden uden at forsvare mig hele tiden.
Den dag jeg sagde mit projektleder job op havde jeg flg. stress symptomer: Dyrkede jeg motion som løb, så fik jeg influenza symptomer, jeg havde tics ved begge øjne, følelsesløs i 2 fingre på højre hånd, sov dårligt og var udbrændt. Jeg var en knivsæg fra at vælte fuldstændig rundt af stress. Blot ved at sige projektlederjobbet op, få en dato for hvornår det sluttede, fjernede flere fysiske symptomer.
Et vendepunkt.
Det nye job gav mig luft og jeg kom stille og roligt ud af min stress, men alligevel lå der noget tilbage. Efter et år sagde jeg jobbet op. Jeg havde i et par dage gået og været frustreret over at der var en masse drama blandt andet om hvilke opgaver jeg skulle prioritere hvornår. Jeg mødte ind fredag d. 29 uden at have haft en tanke om at sige op. Men allerede kl. 9.00 havde der været så meget drama på kontoret at jeg skrev min opsigelse. Jeg skulle bare væk og hurtigst muligt.
Så startede spekulationerne om hvad jeg så skulle lave, et par tilbud meldte sig, dog uden rigtig at tiltale mig. Efter et par uger besluttede jeg at jeg skulle være min egen chef. Det havde været en spirende drøm over noget tid, men nu skulle det være. Jeg blev i branchen, men virkede nu som konsulent og lavede stort set de samme opgaver som på mit sidste job. Blot for flere forskellige kunder.
Med den frihed jeg fik som egen chef, kunne jeg pludselig også selv bestemme om jeg lige skulle tage et kursus. Jeg startede ud med en enkelt dag om personlig udvikling. Det er siden hen blevet til flere mentor forløb samt en coach uddannelse. Denne proces har været med til at genfinde den lille intuitive og følsomme pige der var blevet skjult bag et gigantisk panser. Det har været med til at finde tilbage til min passion, som er at hjælpe mennesker i deres udvikling. Jeg har bearbejdet min stress og alle symptomer er væk.
Denne rejse jeg har haft med stress, vil jeg aldrig ønske for andre. Man kan komme fri af stress, men man får ikke 100% samme kapacitet som før. Derfor er mit største ønske, at hjælpe de travle kvinder, der er ved at blive fanget i hamsterhjulet, så de ikke rammes af stress og udbrændthed.